De fleste spil straffer dig, når du dør. I Hades er døden der, hvor historien går videre. Det californiske studie Supergiant Games – kendt for Bastion, Transistor og Pyre – udgav spillet i fuld version i september 2020 efter knap to år i tidlig adgang, og det blev hurtigt et af de mest prisbelønnede spil i sin generation. Det er også et af de få spil, vi uden tøven giver topkarakter.
Flugten fra underverdenen
Du spiller Zagreus, søn af Hades, guden for de dødes rige. Han er træt af sin kolde far og vil flygte op til overfladen. Vejen går gennem underverdenens forskellige regioner, fyldt med fjender, fælder og bossekampe.
Når Zagreus dør – og det gør han, igen og igen – vender han tilbage til sin fars palads. Her kan han tale med husets beboere, opgradere sine evner og starte et nyt forsøg. Det er spillets geniale greb: Hvert nederlag er en ny scene i historien. Figurerne kommenterer det, der lige skete, relationer udvikler sig, og nye historietråde åbner sig. Du vil gerne dø lidt, for at se hvad der sker.
Gudernes gaver
Hades er en roguelite: Rummene er sat sammen, så hvert forsøg er forskelligt, men en del af dine fremskridt følger med. Undervejs får Zagreus hjælp fra sine slægtninge på Olympen. Zeus, Athene, Poseidon og de andre guder tilbyder velsignelser, der ændrer dine angreb – lyn, der springer mellem fjender, et skjold, der kaster projektiler tilbage, bølger, der skubber modstanderne ind i væggene.
Kombinationerne er spillets store fornøjelse. Sammen med seks meget forskellige våben – sværd, spyd, skjold, bue, næver og et skydevåben – og deres alternative former giver det et næsten uendeligt antal måder at spille på. Kampene er hurtige, præcise og læselige, selv når skærmen er fuld af fjender.
Håndværk i verdensklasse
Supergiant er et lille studie, men Hades ser og lyder som en stor produktion:
- Grafikken er håndtegnet med kraftige farver og markante figurer, der hver især har en tydelig personlighed.
- Musikken blander metalguitar og græsk-inspirerede melodier og driver kampene fremad.
- Stemmeskuespillet er omfattende. Der er tusindvis af replikker, og det er sjældent, man hører den samme to gange.
Spillets fortolkning af græsk mytologi er både respektfuld og moderne. Guderne er forfængelige, sjove og ofte smålige – præcis som i de gamle myter.
Tilgængeligt for alle
Mange holder sig væk fra roguelites, fordi de er svære. Hades har en løsning: Gudetilstand kan slås til når som helst og giver Zagreus en modstandskraft mod skade, der vokser lidt for hver gang, han dør. Det betyder, at alle kan nå til slutningen og opleve historien. Omvendt kan erfarne spillere skrue op for sværhedsgraden med valgfrie udfordringer, når hovedhistorien er klaret.
Hvad kunne være bedre?
Det er svært at finde fejl. Den grundlæggende gentagelse – samme regioner i samme rækkefølge – passer ikke til alle, og enkelte forsøg kan blive frustrerende, hvis tilfældighederne ikke er med dig. Men spillet varierer indholdet så klogt, at det sjældent føles ensformigt.
Hvem passer det til?
Hades er mærket PEGI 12 for vold og grimt sprog. Volden er fantasivold mod mytologiske væsner og ikke specielt grafisk. Spillet passer bedst til teenagere og voksne, der kan lide action, men på grund af gudetilstanden er det også et godt sted at starte, hvis man aldrig har spillet en roguelite.
Supergiant fulgte op med Hades II, der kom i fuld version i 2025 – men det første spil står stadig fuldstændig stærkt på egne ben.
Konklusion
Hades beviser, at gentagelse kan være en styrke, når den bruges til at fortælle en historie. Kampsystemet er blandt det bedste i genren, og præsentationen er i verdensklasse. Et moderne mesterværk.
Karakter: 10/10
Læs også: Genrer forklaret · Independent-spil · Celeste – anmeldelse