Det er sjældent, at et spil om at hoppe præcist mellem platforme får én til at tænke over sit eget liv. Celeste gør det. Spillet blev udgivet i januar 2018 af det lille canadiske hold bag studiet, der i dag hedder Maddy Makes Games, og det er siden blevet et af de mest roste platformspil i nyere tid. Det vandt blandt andet priser ved D.I.C.E. Awards og Independent Games Festival og var nomineret som årets spil ved The Game Awards 2018.
En bjergbestigning
Du spiller Madeline, en ung kvinde, der har besluttet sig for at bestige Celeste-bjerget. Hvorfor ved hun egentlig ikke helt. Undervejs møder hun en håndfuld andre figurer – en gammel kvinde, en entusiastisk fotograf, et spøgelse på et forfaldent hotel – og ikke mindst en mørk udgave af sig selv, der personificerer hendes tvivl og angst.
Historien fortælles kort og præcist mellem banerne, men den har en overraskende dybde. Celeste handler om at have det svært med sig selv og om at lære at leve med de dele af sig selv, man helst ville være foruden. Det er hverken tungt eller prædikende – bare ærligt.
Styring i verdensklasse
Selve spillet er bygget på få, enkle bevægelser: Madeline kan hoppe, klatre på vægge i en kort periode og lave et luftspring (dash) i otte retninger. Det er det hele. Alligevel formår spillet at variere udfordringerne i hvert kapitel med nye elementer: vind, der skubber dig, platforme, der bevæger sig, når du dasher, bobler, der skyder dig af sted.
Styringen er så præcis, at man aldrig føler sig snydt. Når man dør – og det gør man, ofte hundredvis af gange i ét kapitel – ved man præcis, hvad man gjorde forkert. Og man er tilbage på få sekunder. Hver skærm er en lille gåde, man løser med fingrene.
Jordbær og ekstra udfordringer
Langs vejen hænger valgfrie jordbær, som kræver ekstra mod og præcision at hente. De giver ingen belønning ud over stoltheden. For de mest dedikerede findes der hemmelige kassettebånd, der låser op for ekstra svære “B-side”-udgaver af banerne. I 2019 kom desuden et gratis ekstrakapitel, Farewell, der er blandt det sværeste i hele spillet.
Assist-tilstand: et forbillede
Celeste er svært, og spillet ved det. Derfor har det en assist-tilstand, hvor man kan sænke spillets hastighed, få ubegrænsede dash eller slet ikke kunne dø. Spillet siger ligeud, at det er designet til at være udfordrende, men at alle bør kunne opleve historien.
Det er et lille, men vigtigt statement. Celeste var med til at sætte en ny standard for, hvordan svære spil kan være tilgængelige uden at miste deres identitet.
Lyd og udtryk
Grafikken er i pixel-stil, men med flot lys, farver og små animationer. Den passer godt til spillets tempo, men vil næppe overbevise dem, der foretrækker moderne 3D-grafik.
Musikken af komponisten Lena Raine er derimod noget, alle kan blive enige om: elektronisk, melodisk og stemningsfuld, med temaer, der vokser med Madelines rejse.
Hvem passer det til?
Celeste er mærket PEGI 7. Der er ingen egentlig vold, men enkelte scener kan være lidt uhyggelige for de mindste, og temaerne om angst giver bedst mening for større børn, teenagere og voksne.
Spillet passer til alle, der kan lide en udfordring – og til dem, der ikke kan, men gerne vil opleve historien ved hjælp af assist-tilstanden. For nogle børn kan det være en god øvelse i at holde fast, når noget er svært; for andre er det for frustrerende. Prøv det evt. sammen.
Konklusion
Celeste er et af de bedste eksempler på, hvad independent-spil kan: små hold, stor præcision og en personlig fortælling, der rammer. Det er svært, men aldrig ondt – og det er et af de spil, man husker længe efter rulleteksterne.
Karakter: 9/10
Læs også: Independent-spil · Genrer forklaret · Hades – anmeldelse